Dubai fra luften

Kunne du godt tænke dig at få lidt sol og varme? Men drømmer du også samtidig om en storbyferie?

Så er der i hvert fald én by, som kan opfylde begge dine drømme – nemlig Dubai.

Her finder du de lækreste strande. Men samtidig er det også en storby med et hav af oplevelser for både børn og voksne.

For at starte med strandene, så ligger de i kilometervis en kort taxatur fra Dubai Downtown. Og langs strandene finder du de lækreste hoteller – som på alle måder matcher (og overgår) mange af de andre badedestinationer, som du kan tage til om vinteren.

Det lækreste af alle hotellerne er nok det såkaldte 7-stjernede hotel Burj Al Arab. Men heldigvis er der også masser af turisthoteller til mere rimelige priser.

Alternativt kan du også vælge at leje en bolig igennem f.eks. AirBnb. Her kan du ofte få flere værelser til samme pris som et enkelt hotelværelse.

Seværdighederne

Får du lyst til en tur væk fra liggestolen, så har Dubai heldigvis også masser af seværdigheder at byde på.

Den største af dem alle (i hvert fald i direkte betydning) er den 828 meter høje bygning Burj Khalifa. Desværre kan du ikke komme helt til toppen (med mindre du har usædvanligt gode forbindelser i Dubai). Men udsigten fra platformen på 124. etage fejler nu heller ikke noget.

Lige nedenfor Burj Khalifa ligger Dubai Fountain, der er et springvand med lys og lyd. Og med faste tidsintervaller bliver der opført et imponerende show med bl.a. vandstråler, der skyder op til 150 meter op i luften.

Er du mere til shopping. Så ligger verdens største shoppingcenter Dubai Mall også ved siden af. Med 1200 butikker burde der også være noget til dig.

Hvis det bliver lidt for meget det hele, så kan det anbefales at tage en sejltur på Dubai Creek – og over i den gamle del af Dubai (kaldet Deira). Her finder du et Dubai, som er meget anderledes end det, som du ellers ser.

Deira er fyldt med markeder og små, spændende butikker. Det er også i Deira, at den berømte guld-souk ligger.

Så Dubai er altså et oplagt rejsemål, hvis du vil kombinere badeferie og storbyferie.

Vil du vide mere om Dubai, så kan du blive meget klogere på hjemmesiden Dubai Fan.